Et helt sikkert forårstegn.

Konfirmations tiden er på trapperne. Selv er jeg på fredag inviteret til hele to. Så må man vælge og jeg vælger den som står mig nærmest. En af Niecernes datter. Sådan en dag er en meget stor dag for det unge menneske. I min tid blev man bare konfirmeret. Jeg anede ikke engang, at det var frivilligt. Konfirmeret var bare noget man blev og det blev alle. Da mine børn nåede konfirmations alderen, var det noget de unge blev spurgt om de ville. Man talte MED dem og der var et reelt valg. Mange valgte fra. Det gjorde to af mine. Om de valgte det ene eller det andet gjorde ingen forskel for mig. De valgte frit og kun ud fra egen overbevisning.
I dag vælger man stadig selv og jeg oplever, at valget betyder noget, noget dybere for den enkelte. Man vælger ikke for hverken forældrenes eller gavernes skyld, men fordi det BETYDER noget for den enkelte. De føler det gør en forskel og den tanke kan jeg virkelig godt lide. Den enkelte person tager sig selv højtidelig og træffer et betydningsfulde valg og står ved det. Jeg elsker den vej udviklingen fører. At hver især træffer valg efter egen lyst, overbevisning, tro og tilhørssted. I Danmark har de fleste konfirmander allerede en ret god fornemmelse af egen identitet, ønsker for sin fremtid, hvad der er ret og pligt og en tro på retten til, at leve efter egne overbevisninger. At det er muligt at træffe personlige valg, At gøre noget, at påvirke sit liv og sin fremtid. I andre lande er der mennesker som ALDRIG i deres liv når til de erkendelser og heller aldrig får retten der til. Dem skal vi huske at støtte og det gør vi bla, i det små, ved at støtte vores egne i retten til, at dit liv vitterligt er DIT, på godt og ondt.
Til konfirmationer hører også gaver. Mine gaver i den anledning kan aldrig byttes. Gaven bliver lavet specielt til den enkelte. Om jeg bliver elsket eller hadet ved jeg ikke. Måske det ene nu og her og forhåbentlig det andet med tiden. Gaven er mit valg og jeg vil noget med den og den ret har jeg til gengæld.