For præcis et år siden.

Ak ja, der er gået et helt år siden jeg holdt fest. Fødselsdagsfest. Kæmpe fest. Fest fra formiddag til næste dags brunch. Fest med skatteløb, dinnermusik, mavedans, lækker lækker mad, gode vine, sækkepibe, taler, sang, gaver, dans, dans og dans, DJ og mere dans og drinks og og og jeg blev halvtreds. Mit livs årstals krise. Den krise har jeg bokset med i et år nu. Den krise med tilhørende kamp var vigtig for mig. Jeg er ikke færdig med den. Slet ikke. Uhhhhh hvor den kamp har været tabu for mange. Når jeg har nævnt trolden, har folk haft pokkers travlt med, at snakke højt og larmende om klichefyldte oversprings historier som skal lægge røgslør over det svære. Vi kan ikke have en kvinde som højt råber fuck til sin alder. Som sørger og stritter i mod. Som "skaber sig", er "forfængelig" "tror hun er noget" "tror hun er ung". Jo jeg stritter i mod alderen. Mod forfaldet. I mod tabet af muskelmasse, hudens elasticitet, østrogen, læsesyn, udholdenhed og alle de forandringer som gør, at jeg dårligt kan kende mig selv i spejlet.
Jeg ved sgu da udmærket, at jeg ikke er sytten, ikke bliver sytten igen og nej for pokker da, det er jo overhovedet ikke det jeg går efter. Jeg går såmænd bare, i al beskedenhed efter, at være mig selv, ligne mig selv og reagere som mig selv.
For mig, er livet delt op i faser og vi forandrer os både psykisk, fysisk og biokemisk ved hvert faseskift. Helt basalt, enkelt og nøgternt. Vi forstår småbarnets faser og trods aldre. Vi kender til fulde både egen og ungernes pubertet og vi går gerne med til ung/voksen kriser omkring de tyve og tredive, samt den store ved fyrre års alderen, men SÅ er det også slut med forståelsen. Halvtreds er tabu. Vi er ikke nået længere end til Bedstes tid, hvor kvinder vitterlig var trætte, slidte og næsten døde når de var halvtreds. Der er vi bare ikke mere. Halvtreds årige er i dag lige midt i livet. Vi har masser af power, penge, tid, frihed og erfaringer. Vi bruger os selv og de fleste holder sig ret godt. Vi passer på os selv og klæder os både lækkert og dyrt. Vi er en pengestærk magtfaktor. Historisk er vi bare stadig usynlige. Vi ved ikke hvad vi skal stille op med sådan nogen som os og nogen af os ved ikke engang srelv, hvad vi stiller op med os selv.
Jeg er glad for, at jeg ikke bare grinede med og tænkte på noget andet. At jeg ikke lod mig selv blive deprimeret. At jeg ikke bare gav op og rettede ind. Jeg har endnu ikke fundet mine modne kvindeben, som jeg tror jeg vil have dem, men jeg er på vej. For mig er den slags fase skift vigtige. For andre er de ikke. Heldigvis er vi forskellige og skal vi ikke bare lade hinanden være det?