lørdag den 31. august 2013

Så når vi det nok igen i år.

Igen er jeg sammen med Izabel og hendes lillesøster mens mor er på weekend arbejde. Et let job i en familie, hvor børn har lært at hjælpe til, klare sig selv i tidlig alder og alle er glade og indstillet på det bedste. Hjemmet er dog et andet. som sej eneforsørger er der blevet investeret i eget hus. Tilbage til hvor familien boede før. Tilbage til de gamle klasser og venner, på en dejlig villavej med gode naboer og masser af børn på vejen. Et helt almindeligt gult 70 er hus, med en børne venlig have med bådplads og trampolin. Sådan et hus kunne man meget let indrette meget kedeligt. Sådan er det bare ikke her. Her satser man. Her vover man. Her leger man. Her er møbler bare møbler. Det meste fra genbrugen. Alt kan males og dekoreres. Her bruger man farver. Knald på kulørerne, gamle retro tapeter, stearinlys, billedvægge, børnenes kunstværker står fremme. Her hygger man sig, må røre sig og være. Den slags beundrer jeg. Her er ikke leflet for hverken Bo Bedre eller hvad andre mon tænker. Her gør man hvad man vil og når man ikke vil det mere, gør man bare noget andet. GIRLPOWER som jeg kan lide det.



Formiddagen er tilbragt i grænseoverskridende Kolding storcenter. Uhhh hvor jeg ikke trives slige steder. Panduro og Stof 2000 blev besøgt og leverede materialerne til Izabels hjemmelavede gaver i år. Der bliver både noget med strygejern, symaskine, maling og perler. Det bliver fint. Fint som altid. 
Frokost i Sunset, som jeg selvfølgelig kom til at hade efter tre minutter. Resten af selskabet var godt tilfredse. Nu er vi vel retur igen. Den mindste sover i barnevognen og jeg drikker VOKSENKAFFE, sådan noget som drikkes varmt og frisklavet og uden indblanding. Mine ører hviler og gør sig klar til resten af dagens snak og sang og hurlumhej.

2 kommentarer:

  1. Hej Stella.
    Du må hilse Izabel og hendes mor. Hold da op, hvor Izabels mor er sej med alle de påhit. Det er godt gået. Tak for billeder og beskrivelse.
    Knus til dig og Ribe
    Sussi

    SvarSlet
  2. Jeg skal nok hilse. SKØNT hjem kan jeg godt love dig for.

    SvarSlet