Lige ved og næsten.

Vi var nærmest så klar på at starte camperen, da vandhanerne begyndte at afgive rødt vand. Ikke bare rødt vand, men rødt vand med sorte dimser. Rødt vand med dimser???? Det lyder jo ikke lige som noget man bare overlader til "de små". 

En vandtekniker er hidkaldt. Vandet fosser fra alle haner. Der tages prøver og vi glor alle ind i det ene glas vand efter det andet. Der rodes og rumsteres og gættes i det uvisse. Vi er de eneste i miles omkreds, med det farvede vand. Manden påstår, at vandet er ufarligt og ganske sikkert bare skyldes noget ekstra cirkulation i områdets gamle rør og farve og dimser vil forsvinde, når vi har fået skyllet alle rør grundigt igennem.

Sådan et vandspild har jeg godt nok svært ved at se på. For mit indre øje, ser jeg lange rækker af søde brune børn, som uden at kny, ville elske, at drikke mit ufarlige røde vand ad libitum. Sådan er vi jo så forskellige. Her på egnen, skal vandet være klart og rent og vi har råd til det, men nøj, hvor noget i min mave krymper sig sammen og slår knuder af skam og flovhed, selv om jeg ondt ved alt det der med, at sådan er verden og livet og bla bla bla og voksen snak. Mine ører hører det, men min mave. Nægter at se logikken.

Ferien er pt udsat til rent vand i alle rør. 

Imens drikker jeg kaffe og laver en masse maskemarkører. Gode små ting som hurtigt glider gennem fingrene. På mit arbejds bord ligger der altid materialer til markører. Markører til gaver og markører til den lidt/meget forsømte SHOP, som nok snart skal have en kærlig hånd, ekstra energi, startkabler og ikke mindst, nye varer.