På tur til uldlandet.

Så blev der lige tid til et par dage i Norge igen. Farfar og Lui prøver at opretholde og opbygge et godt og nært forhold på trods af geografiens begrænsninger. Den slagskræver regelmæssigt besøg og resten kan vedligeholdes via FaceTime.

Jeg holder mig to skridt bag farfar. Her er det ham som er i centrum. Jeg kommer lidt ind fra sidelinien når der er plads og resten af tiden hygger jeg med moderen. Vi arbejder i køkkenet, hvor jeg slynger råd ud af ærmerne til en interesseret tilhører.

Zumba kom jeg også med til denne gang. Altid en udfordring med Zumba, hvor man på ingen måder kender blot en snas af koreografien. Jeg både levede og overlevede.

Mange gåture er en selvfølge når man får tag i en barnevogn. Vi kommer vidt omkring og udforsker den lille smukke by SON.

Denne gang fik jeg også tid til, at besøge byens garnbutik. Ikke så meget syntetisk stof her, men hyldemeter i lange baner, fyldt med den ene bløde uld efter den anden. Jeg er jo ikke lige den, som mangler garn sådan seriøst, men noget sneg der sig jo med hjem. Et par ultra bløde, og ret slidstærke, sagde den søde indehaver af butikken, strømpegarner og så tre nøgler af den blødeste alpakka, som jeg længe har befølt. Den skal senere omdannes til en lille blød sag i str 6 mdr. 

Nu er jeg hjemme og tilbage på pladsen ved briksen. Når man tilmed har klienter, som kommer med knus, tilfredse tilkendegivelser og Summerbird chokolade, jamen så er det faktisk let at elske sit job.