søndag den 8. december 2013

Det kører.

Julen og alle dens gøremål er igang. Der sker noget alle vegne og er det ikke det, som julen for de fleste danskeres vedkommende handler om? Et afbræk i den mørke tid. Lidt sjov og halløj i hverdagen og muligheden for, at dyrke den indre kitch prinsesse i rå mængder. At have en andledning for, at give gaver til alle man gider og selv tage imod uden blusel. Kager og fine sager bydes fra alle hjørner og pludselig bliver det legalt at hygge og tage den kage som man elsker. 
Her i huset køres den jul som der er tid til, men vi holder fast i et par traditioner. Julebagedagen, julekøbenhanerturen og julehyggedagen. Julebagedagen er klaret med fyldte dåser til følge. Julekøbenhanerturen var vi på i fredags. Vi trodsede BODIL og stred os rundt i både regn, hagl og sågar sne. Vi spiste den lækreste grød hos GRØD i Torvehallerne, vi besøgte Nyhavns julemarked, vi osede gennem byen, vi var på Christianias julemarked og nød deres whisky glögg og købte fine finurligheder og et par gaver og vi sluttede med pandekager hos LA GALETTES. Næsten det samme hver gang, men altid med lidt nyt. I år kom der bla en ny stjerne med hjem fra Christiania. Den hænger nu på mit arbejdsværelse og den er ikke kun til jul.

 

I dag står den så på JULEHYGGEDAG. Dagen, hvor hjemmet er åbent kl 13-18 og hvor der diskes op med bugnende skåle af kager og lækkerier, glögg og nymalet kaffe og den ægte julethe.
En mulighed for, at man kan få sagt GOD JUL til naboen, venner, fælles bekendte og familie. Måske udveksler man julegaver. Man bestemmer helt selv. Mit ønske er blot, at man hygger sig og tager sig tiden lige her midt i Bulls store øje.
God søndag.

1 kommentar:

  1. Hej Stella. Når en femtakket stjerne vender 2 takker op og en ned er det symbol på djævlen. Prøv at læse under pentagram. K.h

    SvarSlet