Tavshed er jo også et sprog.

Min tavshed lige nu fortæller nemlig, at jeg ikke er fyldt med ord. Ord i hovedet har jeg altid, men pt står ordene ikke i kø for at komme ud. Nogen tror, at man skriver en blog fordi man elsker at snakke/skrive, at høre/læse sig selv og ikke kan få nok af sig selv og sin egen selvfedme. Sådan er det ikke for mig. For mig er bloggen en ventil til, at komme af med alle de tanker og idéer, som hober sig op i mit hoved. Ud skal de bare og der er bloggen genial. Selvfølgelig kunne hele balladen da også bare kradses ned i en lille notesbog, men for mig bliver det ikke det samme. I en notesbog er det skrevne dødt og glemt. På bloggen bliver mine ord levende og sendes ud til verden, som kan bruge eller kassere som den lyster. Nogle ord er nemlig skrevet ene alene for, at agere prøveballon for meninger og idéer, som jeg ikke engang selv aner hvad jeg mener om. Påstande som jeg ikke helt ved om jeg har før jeg ser dem på skrift og forholder mig til dem der. Andet kan være billeder, kreative projekter, madopskrifter, madplaner osv, som jeg tænker, at nogen måske kan lade sig inspirere af, lære af og måske spare tid ved, at jeg disker op med. 

Så nej. Blogging er gor mig ikke bare noget som SKAL skrives, men noget som SKAL skrives når noget presser på og står i kø. Lige nu er mit hoved forbavsende tomt og stille. Ganske dejligt, men nyt for mig. Som om mit hoved er gået i hi sammen med kroppen som har hørt ordet efterår og krøbet op i sofaen med tæpper og strikketøjet knitrende om kap med brændeovnens knuder og stearinlysenes små gnister. 

Snart/lige om lidt kommer der både mylder og kø igen. Jeg ved det, for jeg er lige her hvert eneste år. Lige der i grænselandet mellem det stille efterår med sin indadvendte fordybelse og vinterens og julens bankende krav og hurtighed. To forskellige ting som så smukt supplerer hinanden.

Og SÅ retur til strikketøjet.