søndag den 26. oktober 2014

Cosy weekend.

Sidste lille efterslæb af en arbejds weekend lidt syd for Ribe er tilendebragt. Ikke at jeg har arbejdet, men det har manden og en anden handyman, som lige havde lovet, at få en carport op at stå, så damerne kan få deres cykler og diverse i tørvejr. For mit vedkommende, stod weekenden på hyggelig snak, rigtig god mad og et begyndende strik projekt på friske pinde.
En vams i blå toner. En god gedigen pind 8 og den bløde Natur Uld. Så går det pludselig ret stærkt, selv om det både krævede strikkeprøve og op til flere tilløb. En kommende julegave er under vejs.

 
Den lilla er slet ikke lilla, men en smuk blå. Mit kamera siger lilla og der med basta.
Strømpepinde eller lille ærmepind fandtes ikke i tasken, så Magik Loop kom i spil og virker jo helt lige så fint, om end lidt langsommere.


Søndagen lagde ud med kirkebesøg. Nu er jeg nemmelig farmor til en fremtidig konfirmand, som skal indlede festen med tolv kirkebesøg. Jeg følger gerne med og rigtig gerne når det kan foregå i den smukke domkirke her i Ribe. Intet mindre end en Biskop, en højmesse, nadver og to barnedåb fik vi ud af vores anstrengelser. Smukt mener farmor. Kedeligt mener Izabel. 

Sponsor kan jeg nu også skrive på mit CV. Selvfølgelig giver jeg ubeset og gladeligt hundrede kroner for noget garn når jeg pr tlf bliver spurgt, om jeg vil købe noget garn og hvad jeg vil give for det. 
Et skoleprojekt skal kaste mønt af sig og eleverne har været i byen efter sponsor gaver, som nu skal sælges. Jeg regnede med et par nøgler garn, som jeg så gav en ret så god pris for, men blev glædeligt overrasket, da jeg fik skatten i hånden. Et lækkert lille strikke kit fra Marianne Østergaard. Garn og opskrift på fine halvhandsker fra designerens søde lille butik i Ribe.




Nu er manden draget retur mod Køge. Den lange pige sover og jeg hviler ud inden endnu et par dage i det jyske, med fuld knald på aktivitets niveauet. Der er både julegaver og køb af vinterstøvler som skal klares, ved siden af en tidsslugende heldagsskole og den spændende aftensskole. Jeg tager kampen op og ved vi nok skal klare det hele.

Ingen kommentarer:

Send en kommentar