Eneste dokumentation er mit ord.

Og mon ikke det er godt nok? Billeder tager man nemlig ikke på et Hafla. Her er danserne beskyttet. Her går man på scenen som helt uprøvet, som endnu lidt usikker i en koreografi, i en improvisation og i det hele taget, med retten til, ikke at være perfekt. Hafla er en fest og Hafla er en lukket fest, på den måde, at det som sker der, bliver mellem dem som var til stede. Man er velkommen til, at tage billeder af hinanden efter aftale, men ikke af dem som ikke har givet deres tilladelse. Den slags er helt fair med mig.

I øvrigt gider jeg heller ikke altid tage billeder. Jeg vil opleve med alle sanser og ikke kun gennem en linse, hvor man mister rigtig meget som tilskuer. 

Søndagens Hafla var et kæmpe tilløbs stykke. Virkelig mange var mødt op og virkelig mange havde lyst til, at optræde for os andre. Skønt, at lade sig underholde med den dans man elsker, uden altid selv at skulle præstere. Her var jeg bare tilskuer, sugede til mig, lurede kostumer og mooves, nød den smækre musik, kaffen og hjemmebagt kage. Min gluten allergi fik fri og blev forkælet med en dejlig chokoladekage. 

At jeg så også fik en lille fin virus med i købet, skal ikke ødelægge den fine dag. I dag rumler maven, halsen giver lyd og temperaturen er steget et par grader. Jeg tror den lille virus er forbigående og i øvrigt har jeg slet ikke tid til den slags løjer. Jeg skal videre. Blandt andet med et Kernebrød og lækre knækbrød. Sager som er rare at have i tasken på lange danse dage. 

Snevejr er perfekt underlægning til en bagedag.