Et liv med hemmeligheder.

Efter en masse dans i går, lagde jeg afstand mellem mig og mit oprindelige hjem og tog turen over bæltet. Vejret skiftede brat da jeg nåede Fyn, som jeg listede over i sne og meget glatte veje. Jylland var tørvejr og et par genboer, som ventede med den lækreste suppe, hjemme lavet lactosefri is og glutenfri chokoladekage. 

Efter sådan en velkomst er jeg klar til nogle dage med hemmeligheder. Izabel kommer i aften og vi har et projekt som skal gribes kærligt an. Om to måneder skal hun konfirmeres og luften er tyk af hemmeligheder. Hun er fyldt op af spænding, planer og tanker. Den dag er så stor for hende. Sådan var det på ingen måde for mig. Dagen var ikke min dag og jeg havde ingen store tanker om projektet. Havde nogen fortalt mig, at konfirmation også kan fravælges, er jeg sikker på, at det havde været mit valg. Jeg var fra start til slut imod projektet. Gad ikke have en fin kjole og trådte op i min søsters aflagte. Den var muligvis pæn til hende, men var det med sikkerhed ikke til mig og jeg ejer da heller ikke et eneste billede fra dagen. Andendags tøj lå jeg i åben krig med min mor omkring og krigen endte aldrig rigtig. Festen var en voksen fest hvor jeg slet ikke følte mig hjemme i. Absolut ikke en dag jeg mindes med glæde. Jeg husker nærmest intet fra dagen hvis jeg skal være helt præcis. En brude kjole med hele udtrækket har heller aldrig stået øverst på listen hos mig. Mit fokus ligger åbenbart et andet sted. Til gengæld kan jeg klart mærke andres sitren og fryd over den slags arrangementer og derfor glæder jeg mig så meget over, at følge Izabel i hendes forberedelser til den store dag. Jeg skal nok få både gåsehud og en våd øjenkrog på dagen, for hendes glæde går jo lige i hjertet på enhver som må se med. 

I øvrigt skinner solen, her er ganske mildt og Ribes fugle er i sanghumør. Vidste man ikke bedre, kunne man et øjeblik tro, at man var igang med en tidlig forårsdag.