Det er faktisk præcis hvad mit ældste barn bliver i dag. Femogtredive. Engang syntes jeg, at mennesker på den alder var oldgamle. Nu er det mit eget barn og selv er jeg naturligvis endnu ældre og stadig ikke oldgammel.
Må virkelig endnu engang minde alle nybagte forældrer om, at det der barndom der, det går altså seriøst vildt stærkt. Man fatter det ikke. Og man bliver ved med at være forældre, at føle i hver en nerve hvad der måtte hænde dit barn. Man klipper navlesnoren, man lader sine børn tage ansvar gor eget liv, laden og gøren. Man blander sig uden om, så godt det nu kan lade sig gøre og man er fuldt bevidst om, at man ikke længere er den som altid får nyeste updates først. Men du slipper aldrig nerven og indlevelsen og den særlige grad af empati, som rækker dybere end hvis vi taler om alle andre mennesker end dine børn. Et barn er et barn uanset alder. Ikke som at være et barn, men som at være nogens barn. Den nerve er unik og kan ikke brydes er jeg ganske sikker på. Jeg føler den selv,maser den hos alle jeg kender som har børn eller som er børn af nogen, for nerven går begge veje. Vi kan være uenige og fysisk adskilte, men nerven består. Jeg har set den der, hvor de fleste ikke tror den findes, men tro mig, den findes, også der hvor vi andre ikke kan se den.
I dag er det altså mit barn, min søn, min meget voksne søn, som har fødselsdag. Selv om jeg ikke fatter tidens travlhed med at løbe, blive min søn femogtredive. Absolut værd at fejre, så det vil jeg gøre sammen med ham senere på dagen.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar