tirsdag den 24. november 2015

Den perfekte fødsel.

Så er det i dag. "Den Lilles" fødselsdag. Præcis en måned gør juleaften. Selv om jeg havde født to gange før, står lige denne fødsel kniv skarpt for mig selv i dag fireogtyve år efter.
De to store drenge, var født med stor tilfredshed på Køge gamle sygehus. På noget som ligner fire timer i reel fødsel. Uden hiv, sving, maskiner eller andet nymodens pjank. Der var smerter, jo tak, der var gang i den som man siger, men fra jordemødrenes synsvinkel, var det meget nemme, hurtige og ukomplicerede fødsler. Da efternøleren skulle forløses fik jeg bare spontant lyst til, at føde barnet hjemme. Ikke i protest eller i en speciel hip retning, bare sådan fordi, at det var vel trods alt lidt nemmere på en eller anden måde, når man i forvejen har huset fyldt med unger.
Min egen gode gamle læge sagde straks, at han ville putte min journal i sin taske og stå ved min side så snart jeg havde behov. Virkelig et gode, da man ikke lige i den situation, ønsker at se en ukendt vagtlæge hvis der skulle blive behov for en læge.
Jeg havde meget få reelle ønsker. Det kunne da være dejligt med et aften og gerne et søndags barn. Jeg ville gerne selv løfte barnet ud i verden og min mand skulle klippe navlestrengen. Ellers måtte tingene løses som de kom. 
Sjovt nok kom den store fine dreng en søndag og endda en søndag aften. Det hele gik stille og roligt. Igen på ca fire timer, uden de store sværdslag og uden andre bedøvende stoffer end Anne Linnet og Enya på pladespilleren. Barnet blev båret ud i verden af sin mors hænder og var med det samme et vågent og kvikt barn. Jordemoderen var euforisk og lægen kneb en tåre og kyssede den nybagte moder på kinden. Kort efter moderkagens ankomst, spiste hele selskabet, som også bestod af to af drengens mostre, laksemadder og skålede i rødvin. 
En helt vild oplevelse, som jeg hvert år kan tænke tilbage på med glæde. En beslutning som jeg aldrig tvivlede på var den rigtige og som jeg aldrig fortrød et sekund.
Sådan har det bestemt også været med de andre fødsler, men denne var bare ganske speciel og helt perfekt i sit forløb. 
Om jeg anbefaler hjemmefødsel. Ja bestemt. Hvis man tør, hvis man føler det er det rigtige, hvis man har den fulde støtte og hvis det er det rigtige for alle. 
Ellers ville jeg da langt hellere føde på et hospital, som jo stadig, trods alt, fungerer for de fleste. 
Stort TILLYKKE til min "lille" dreng og et til mig også, for det gode resultat. 

Ingen kommentarer:

Send en kommentar