mandag den 15. maj 2017

Weekend med fokus på fejring og forårssol.

 Som udgangspunkt lidt mærkeligt at skulle til konfirmation hos en fyr som vi aldrig før havde mødt. Forældrene kender vi fra mange tidligere fester hos fælles venner og gennem mange år. 
Men ok, sjældent har jeg mødt en så karismatisk konfirmand. En charmetrold ud over det sædvanlige. En showmaster som var helt i sit es. Et sødt og naturligt menneske. En virkelig sød og glad fyr. Han tog hurtigt kegler hos mig. Festens afslappede stemning brød også hurtigt det ellers måske akavede i situationen og jeg var godt underholdt og i fint selskab. At solen også bragede frem gør jo altid en konfirmation ekstra dejlig og festlig. 
Det gode ved konfirmationer som holdes som frokost er, at man både får fuld skrue på fest, kommer hjem i god tid og kan virke næste dag. 
Og søndagen skød jeg igang med en hel særlig bøsse. 


Nemlig indsamlingsbøssen fra SOS Børnebyerne. Et par timer gik jeg rundt i skøn sol og fik god motion på de mange trapper, samtidig med at jeg fik hilst på en masse nye mennesker, fik spredt budskabet om at hjælp nytter og så fik jeg alle de penge i bøssen som jeg overhovedet kunne smile mig til. At "Den lille Amarkaner og hendes far lige kom forbi og gik lidt af turen med mig, gjorde ikke folk mindre venlige. Især dem som fik uddelt mælkebøtter af pigen fra Amager. Hvem kan stå for det? 
Jeg brænder for det gode formål, at forældre/moderløse børn rundt i verden, kan bo i trygge rammer i SOS Børnebyerne og hvor grupper på omkring ti børn bor sammen med en uddannet MOR. En tryg fast voksen i deres liv til de er minimum atten år. 
Børn som ellers lever på gaden. Små børn som tager ansvaret for mindre søskende. Børn som sulter. Udsættes for vold og seksuelle overgreb og udnyttelse. Børn som lever meget langt fra det vi andre betegner som et bare tåleligt og værdigt børneliv. Her gør SOS Børnebyerne en mærkbar forskel. Den sag vil jeg gå langt for at støtte. Mors dag var da en oplagt dag at samle ind på. De fleste mennesker jeg opsøgte var smilende og venlige. De fleste gav et bidrag, mange var desværre ikke hjemme på sådan en konfirmations festdag og mors dag. Meget meget få var negative, det tager jeg som et godt tegn. Vi vil gerne hjælpe og støtte når vi bliver spurgt. Måske glemmer vi det lige lidt i hverdagen, men når vi bliver mindet om det af et smilende menneske ved vores dør, ja så gider vi godt. 
Eftermiddagen skulle der igen fejres. Denne gang gudpigrnes dejlige mor. Mors dag var helt hendes dag. Vi fejrede hende i zoo. Mig, manden og "Den lille". Igen med masser af sol. Igen med glæde over at have årskort, så man ikke SKAL rundt og se det hele, men bare kan gå hvor pigerne går og efter de dyr som falder i størst smag. Ikke mindst børnezoo. 














Sol giver energi, sol gør os glade, sol sætter skub i tempoet. Med masser af sol kan man sagtens få en masse ud af en enkelt søndag. 

Ingen kommentarer:

Send en kommentar