fredag den 23. juni 2017

Vil jeg brænde mig selv og mine kolleger af?

Sct Hans aften er ikke lige min aften. Jeg nægter at deltage i festen med bålet og den imaginære heks. Heksen som symboliserer de kvinder, som tidligere blev levende brændt på bålet. Datidens alternative behandlere, kvinder som klarede sig selv uden en mand, kvinder som indirekte såede tvivl om den lærde mandlige læges autoritet og enorme viden og kunnen. Den type kvinder kunne mand ikke lide. De kvinder gav man hekse status og brændte dem på bålet som farlige. 
Den tradition gider jeg ikke indirekte være med til at fejre i dag. Mig ser du ikke ved bålet mere. Hvad svarer folk egentlig i dag, når deres børn spørger hvorfor vi fejrer Sct Hans? Sandheden? At heksen var lig den dame som vi i dag opsøger når du har ondt i maven? Jeg tvivler på det. 
For mig er Sct Hans højest en grund til at fejre lyset. At vi lige pt r nået til årets længste dage med lys og så fejrer jeg, at kvinder er nået så langt, at vi ikke længere kan miste livet blot fordi vi klarer os selv. Fordi vi tror på os selv. Fordi vi er stolte af vores erhverv og lever af det. Skal bålet overhovedet eksistere for mig, skal det symbolisere de kvinder som tør shine og stå stolte i deres eget lys. Alle de kvinder som tør lade deres indre ild brænde både for dem selv og deres sag. Heldigvis er mit liv fyldt med så mange af den slags kvinder. Kvinder som lever af det som man før blev brændt på bålet for. Kvinder som tør være mødre på deres egen præmis. Kvinder som tør definere deres egen rolle og stå ved den. Kvinder som brænder for deres egen sag. Kvinder som tør gå forrest i de sager de brænder og kæmper for. Stærke frie kvinder. Ikke noget med Hekseri, skyld og skam og diagnoser eller sætten i bås. Dem lader jeg mit eget bål brænde for. Dog uden en sang om hekse. 

Selv fejrede jeg aftenen med manden og en lækker mættende salat. 

Bagefter gik vi i biografen og så filmen om Jørgen Gamle Hansen. Endnu et menneske som kæmpede for sig selv. Kæmpede mod barndommens dæmoner og angst. En film som viste et sårbart menneskes kamp ikke kun i bokseringen, men også kampen for bare at være ham og for at sørge for sin familie. En hård og nådesløs kamp. En fin og tankevækkende film. På denne måde blev Sct Hans min egen private kampdag. Kampen for retten til at være sig selv. Mand som kvinde. Kønnet er jo underordnet. Kampen er den samme. 
En tanke til alle jer som kæmper, for jer selv eller andre. For verden, for livet, for freden og alt det der imellem som der er at kæmpe for. 

Ingen kommentarer:

Send en kommentar