Kvindeliv

Normalt går jeg ikke rundt og er ked af at være kvinde. Faktisk er jeg som regel ganske godt tilfreds med det. Når livet og kroppen fungerer. Når cellernes deling arter sig og alle de mange små dimser gør som de skal. Ja når alt kører efter min gode gamle anatomibog. Jamen så er jeg da stort set tilfreds. Bevares, jeg kan altid finde et par overflødige kilo, en skæv tå, noget løs hud og den slags som lige som følger med på en god dag. Næ der hvor filmen knækker, er de dage, hvor lægen absolut skal blandes ind i mit liv.

Som ung var man jo udødelig og derfor var en GU heller ikke noget jeg frygtede. Det var nærmest bare for at lægen skulle holdes beskæftiget. Jeg ville nødig skuffe ham, eller være skyld i hans arbejdsløshed. Nu er det noget HELT andet. Absolut ene og alene for MIN skyld og meget mod min gode vilje. Der er ligesom bare så meget på spil hver gang nu. Jeg har haft celleforandringer nogle gange, er sluppet med skrækken, men dog været rundt om et par specialister og klippet lidt i hist og her. Det er bare ikke sjovt. Med alderen, kommer alvoren og skrækken og famiens sygehistorier banker mig tungt i nakken hver gang jeg bare tænker på lægens telefonnummer.

Jeg kan ikke trække den længere. Dagen er kommet. Jeg skal have lavet en celleprøve, alt er igen ikke som det skal være. For at det ikke skal være løgn, så skal halsen også tilses. Den har skabt sig i to måneder nu. de fleste fornuftige mennesker var gået til lægen for længst. Ikke mig. Jeg venter gerne længe og ser om det mon ikke liiiige går i sig selv igen. Det gjorde det så ikke. Jeg må afsted. ØV. God dag til jer, min bliver det først senere.