Opbrudsstemning

Så er jeg igen kommet til en rejsedag. Dagen hvor jeg pakker sammen i Ribe og kører hjem til Køge. Lige den dag med pakning, køre, udpakning og falde til igen, er aldrig rigtig god. Der er altid en følelse af ikke helt at høre til, hverken her eller der. I morgen er alt igen som det plejer, heldigvis, men rejsedagen skal altid bare klares. Det bliver ikke nemmere med tiden. Følelsen af at forlade noget/nogen som jeg holder af bliver ikke mindre des mere jeg falder til også her. Den følelse, er bagsiden af den fantastiske medalje, som hedder at have flere boliger. Det er jo helt klart et luxusproblem opstået af, at være så priviligeret, at jeg er den heldige ejer af både et dejligt hjem i Køge. Den faste base med mand, børn, kat og klinik. Et lille dejligt byhus i Ribe, som er mit hjem ca en uge hver måned, der jeg er sammen med Izabel, mit barnebarn, min mulighed for, at følge hendes liv på tætteste hold og der jeg kan slappe af og lade op og der jeg har mine fantastisk dejlige genboer/venner Trine og Ole. Et lille, hyggeligt og helt basic sommerhus på Dyndet, hvor det er muligt, bare at koble HELT fra. Der er der intet at lave, ok lidt nusseri, men ikke det store. Her kan strikkes, læses bøger, gå ture og have besøg, eller endnu bedre, tage en middagslur. Så er man heldig og meget priviligeret, det indrømmer jeg gerne og er også meget taknemmelig for mine goder og skatte, men som sagt følger den lidt vemodige stemning med, især her i Ribe. Jeg kommer dog igen meget snart. Min næste uge her, er allerede først i juli. Ribe vi ses snart. På gensyn.