AHA. Minder

Pludselig fik jeg lige en AHA oplevelse. Hvorfor er det lige at jeg har brug for at samle minder/skabe minder og vise minder? Forde, selvfølgelig, da jeg var otte

 år, brændte mit barndomshjem ned til grunden. Mine forældre og alle deres børn kom ud af det brændende hus. Min far vognede af de brag det gav da tagpladerne sprang af ildens varme. der blev redet et skab, hvori de mest værdifulde ting stod på og lå i. Ellers INTET som i INTET. Gårdens dyr, mest grise, vores hund, alt vores tøj og indbo var væk. Vi havde det tøj vi stod i der midt om natten, som vel var undertøj og evt en natkjole. SÅDAN, med et slag er hele ens historie, ens verden, ens egendele og alt hvad du ejer foruden dit liv VÆK. En barsk oplevelse, som jeg ikke husker blev bearbejdet yderligere hos hverken mig eller andre. jamen selvfølgelig er det da derfor, at jeg gemmer på de få minder jeg har fra min tidlige barndom. De meget få billeder og egendomme, som vidner om at jeg har været her. det tror jeg er meget vigtigt for et menneske. Konkrete beviser og tegn på, at du har levet og haft en betydning. en dag forsvinder dine levende beviser, dine forældrer, vennekredsen sygner ind, søskende falder bort og SÅ bliver det endnu vigtigere, at have de materielle beviser og minder fra "dengang". Dem har jeg ikke mange af, men jeg værner desto mere om de få jeg har.

Et enkelt billede har jeg fra min dåbsdag. Min mor, far og bedstemor/Farmor Maren, som jeg elskede og følte mig elsket af. mine forældre er her 27 og 33 år og sidder med deres sidste barn ud af seks. Endnu en pige. Fem piger og en dreng blev det til. Alles navne startede med S. Min Bedstemor var født i 1900 og var her på billedet 62 år. hun havde selv født 12 børn. En anseelig mængde må man sige. En barsk og gæv jyde, som til bla min fordel, blev blidere med årene. jeg så hende primært om sommeren og af og til til jul, men hun var altid frisk i min erindring. Hun SÅ MIG, holdt af mig og gav mig det lille barns privilegier. Hende holdt jeg meget af og tænker meget ofte og altid med glæde på hende. Mærkeligt, for det var hos min Mormor jeg kom oftest. de to damer havde desværre begge den meget kedelige tendens, at elske og fremhæve de børn, som fysisk og eller psykisk lignede dem selv eller deres eget afkom mest. en ikke særlig flatterende egenskab, men når det nu var sådan, var det jo et held, at man trods alt var favorit hos en`af sine bedsteforældre. Morfar kunne vist bare lide os alle og alle kunne lide ham, men han talte ikke helt med i regnskabet. Maren var min og jeg var hendes BASTA. Jeg tror/bilder mig ind, at jeg ligner hende på visse punkter. bla er jeg ret overbevist om, at hun havde healende evner og vidste lidt af hvert, det har jeg bla arvet fra hende og det er jeg glad for. TAK SØDE MAREN!