Hell`s kitchen

For pokker der er gang i den i sådan et køkken. På fredagens Københavner tur med endnu en Niece, lagde vi vejen om Cap Horn, hvor min ældste søn jo er køkkenhyæne/chef. man kan ikke andet end beundre en indsjæl når man møder den. Når alle de moderlige omsorgsformaninger er slugt, er det jo altid dejligt at se folk arbejde med det de elsker. så bliver mad ikke bare mad og arbejde ikke bare et arbejde. Så mærker man kærlighed, passion, nerve og lyst, men også temperament. Temperamenter som slår gnister og som ville få enhver elev i et hvilket som helst andet job til, at ringe efter nærmeste fagforeningshjælp og STRAKS blive flyttet fra galehuset. Sådan er det ikke i et køkken og i kokkeverdenen. Der er man/alle til eksamen HVER dag og ved HVER servering. Her skal tider og standarter holdes og hver tallerken SKAL bare sidde i skabet. Sådan et sted skøjter man rundt på et fedtet gulv, pisker rundt i et stegende varmt lokale som er MEGET mindre end de fleste tror, her brænder man både fingre og arme, ofte og alvorligt, her råbes og her skældes ud og her svarer man ikke igen, men disker op med et højt og klart javel/ja tak chef, ikke som i chef, men som i kok. Tilgengæld har selv den mindste elev også en funktion, her er ikke "som om" arbejde, her regner man med alle, man er et team og VIGTIGST, her roses og opmuntres også og her LÆRES noget, nemlig et håndværk, som kan bruges til noget.
Respekt til det team som fredag aften under det store ryk, tillod køkkenchefens emsige og fotoglade mor, at stå med linsen lige op i snuden på det hårdt arbejdende folk. Det viser overskud og at her er ikke noget at skjule. Det er ikke pladsen for sarte sjæle, men morsomt er det sku også.

Niecen fik også lige opfyldt ønsket om et billede med hende og fætteren.

Tak til en dejlig flok unge mennesker, som altid leverer en god oplevelse for både mave og øje.