Hvor var hun bare ventet.

Endelig er Izabel i huset igen. Til glæde for alle. Ikke mindst Rosa som nyder når Izabel gider børste løse hår væk i meget store mængder. Rosa holder sig klar og Izabel gider næsten hele tiden. Hun gad dog også cykle på lystbådehavnen og spise is, dem hvor man får dobbelt så mange kugler som man beder om, sådan er det bare. Hun gad også hoppe på hoppepude med sin farbror lige midt i middagsheden. Hun gad også meget gerne lege med sin lille kusine, som dog bare kvitterede med dirrende underlæbe. Sådan er livet når man er fem måneder og går alene i byen med far, så må andre altså lige ses an en ekstra gang. Verden er stor og der kan være farer hvor end man går. Nu er den ene hjemme i mors trygge favn igen, mens den anden boltrer sig i et slaw femhundrede med ham som altid gider den slags.

I morgen satser vi på mere sol og sjov med en anden ung dame som forhåbentlig gider lege og grine. Vi har planer om både park og legeplads og tøsede aftenplaner for en alenehjemmeaften. Jeg gætter på noget film og noget pizza. Ikke noget vi plejer, men nok noget vi kan finde ud af.