Den anden dag kom "den lille" hjem, endnu engang i sit unge liv, med den triste nyhed, at en af hans venner er død. Et er, at se sin egen søn opløst i gråd og sorg og mærke sin egen uformåenhed. Over for døden, tabet, sorgen findes ingen umiddelbar trøst. Sorgen skal vi alle hver især igennem på vores egen måde og med den tid det tager. Her kan vi andre hverken trøste eller fjerne. Der findes ingen ord. Her hjælper kun nærvær og at være til rådighed.
Sådan en besked kaster der efter mig (alle forældrer) ud i rædselsfulde tankespind om, hvor let det kunne have været mig som var i de stakkels forældres sted. Der hvor ingen håber at komme. Der hvor selv et tankeeksperiment får tårerne frem og følelsen af at få hjertet revet langsomt ud af kroppen. Der hvor man lige præcis ikke aner hvordan man vil reagere hvis man stod der.
I min optik, må børn aldrig dø før deres forældrer eller bedsteforældrer. Den naturlige rækkefølge bør holdes. Olde først og så frem deles. Døden har desværre ingen situationsfornemmelse eller smålig skelen til hverken alder eller livserfaring. Døden kommer altid ubelejligt og uventet, tro mig, selv der hvor vi ved den kommer lige om lidt. Døden sætter en form for punktum som ikke kan rokkes og som vi ikke møder andre steder i livet. Døden er uigenkaldelig og skånselsløs og uden mening for det blotte øje. Når en ung mand på 21 år pludselig rives væk fra livet, ser jeg kun en eneste mening om nogen. At minde os andre, ikke mindst de unge om, at livet er det dyrebareste vi har. Det kan desværre være væk før vi aner. Hvis vi elsker livet, har vi pligt til at passe på det og skønne på her og nu. I morgen kan alt være væk. En lære, som meget gerne må ligge i vores baghoved hver dag, men aldrig må overskygge glæden ved livet, lysten til spontanitet og modet til at udforske livet, verden og os selv. En lære som min søn og hans venner i disse dage gør sig. Jeg håber de alle kommer videre med livsmodet og glæden i behold omend med en sorgfuld oplevelse i rygsækken.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar