torsdag den 1. november 2012

Årets nye duft.

1 november og ny duft. Pludselig kan duften af jul anes i det fjerne og faktisk ikke særligt fjerne. Mange butikker er i julepyntshumør og til min julebutik kommer der dagligt nye kasser med varer som er med til, at mange af os, kan holde lige den jul vi ønsker. Julen er om nogen traditionernes tid. Lige fra pynt til mad og drikke. Mange af vanerne har jeg jo gennem mange år luret af og husker hvert år at bestille nyt, så ingen skal skuffes i deres juletraditioner.
Selv er jeg så småt igang. Stadig mest som planlægning, men hovedet summer hver dag med nye idéer til pynt, gaver og bagværk.
I år er der flere ting som bliver lavet om i vores juleplaner. Vi strammer lidt ind mod det nære. Nogle arrangementer bliver luget væk til fordel for nogle andre. Mange gaver bliver noget med oplevelser og hjemmegjort. Lillejuleaften bliver nok med flere personer og aktiviteter og juleaften bliver udelukkende centreret om de to piger som farmor holder aller mest af.
I bybilledet hører jeg den sædvanlige sang om den alt for tidlige jul!!!!! Den sang synger jeg absolut ikke med på. Jeg vil tvært i mod udvide november til lillejulemåned og fra nu sætte ind med levende lys, søde husnisser, godter, hjemmebag og julegave frembringning. Julen bliver så dyr pibes der, men hånden på hjertet, det bestemmer man da selv. Det er på ingen måde de dyre sager jeg kaster mig over, bare sådan noget med, at tænde et lys både helt konkret og i overført betydning, at tænde et lys i andre menneskers liv. Byd på kaffe og boller for hyggens skyld. Giv aftensmad til nogen som trænger eller får lettet deres dag. Gå en tur og få snakket og lyttet til nogen som trænger. Lad husnissen give noget sjovt og godt til nogen som bliver glade for lidt opmærksomhed. Ny tradition hos mig som måske også kan inspirere andre. Brug endelig løs af idéen, den er piv hamrende gratis.

 

1 kommentar: