tirsdag den 16. september 2014

Hvor skal man vælge at lægge fokus?

En ny uge er startet. Tja faktisk allerede godt igang på anden dag. Ugen startede mildest talt ikke fedt for mig. Jeg har fået reetableret min konto hos PayPal og sikkerheden skulle være intakt igen (????) men jeg har stadig 5000kr liggende et sted i den forkertes lomme. Det gør mig virkelig stresset og utryg. Jeg er ikke gået fallit, men det kunne mange faktisk være ved sådan et indgreb, så jeg er lidt skuffet over, at man ikke meget hurtigere sikrer mig mine penge. Pt ved jeg ikke engang om jeg får dem eller hvor jeg reelt står.
Som sagt er ugen igang og uanset andres grumme hensigter, er det mit ansvar at lægge mit fokus hvor jeg vil have det. Jeg vælger at lægge hackeren og den It kriminalitet som lurer om hjørnet for alle som tænder en Pc, bagerst i min hjerne og lægge mit fokus på alle dem som vil mig mit bedste og alt det gode og dejlige som også sker i mit liv. 
Trods endnu et nedslag af feber, er jeg i bedring, omend langsomt. Jeg har ikke pletter på mine lunger og ikke tegn på alvorlig sygdom. Jeg er i stand til at deltage i det meste. 
I aften holder jeg igen Strik Café. En hverdag og tilmed aften er ikke det ønskelige, men sådan er verden nu engang, så i dag er det sådan og fremmødet er trods alt på fem personer. Jeg laver en lille ret og lidt glutenfrit tilbehør, kaffe og the og resten handler om håndarbejde og udveksling af erfaringer, tips og triks. Et ganske dejligt og meget givende kvindeunivers som kan mere end håndarbejde hvis man beder og ønsker sig andet.
Der ligger dage forude med akupunktur som jeg sætter min lid meget stort til for tiden og dage med skøn motion og dans til skøn musik.
Ugen lokker også med en kaffeaftale og en dejlig eftermiddag/aften med den lækre Amarkaner, som skal have en gave, som jeg ved vil falde i god jord.
Ugen skal rundes af med mere dans og en festlig aften med de lækreste danseduller og ind i mellem skal jeg tage billeder af en modig danser som vover at stille op i en stor konkurrence. Respekt her fra og jeg vil gøre mit bedste og prøve at trylle med mit kamera, så hun får de bedste billeder til sin præsentation.
Aller sidst skal en kuffert pakkes og hjemmet gøres klar til "De Små" som skal passe hus og kat, mens vi svømmer rundt i Potugisisk hav med Olga og hendes mor. En hel uge med alt og ingenting og en hel masse sol.
Hvis man lægger fokus det rette sted, kan man faktisk godt have en god dag, selv om mennesker med en helt anden agenda end medmenneskelighed, omsorg og næstekærlighed, rumsterer rundt omkring os og ikke vil os alle det bedste.

Ingen kommentarer:

Send en kommentar