onsdag den 29. oktober 2014

Store og små skatte.

Fem dage fyldt op med skatte. Skatte i små fine pakker og skatte af dem man kan gemme i hjertet.
Izabel har arbejdet videre på årets julegaver, stakken af fine brune pakker med fint dekorerede mærker hober sig op. Alt er lavet med stor kærlighed, kreativitet og håndens arbejde.


Den skat som jeg bærer med mig, er dyrebare timer med en tillidsfuld stor pige, som lige nu står midt i orkanens øje. Lige der, hvor barndommen brydes med ungdommen og den begyndende voksendom. Hold op hvor er der meget at tage stilling til, meget at bekymre sig over, være pinlig og flov over. Hver dag sit dilemma. Skatten for mig består i, at være den som vises så stor tillid, at jeg får nogen af de tunge betroelser, hører om alle overvejelserne og de problematikker som popper op som perler på snor. Og nej, alle mine voksen løsninger, holdninger og syn kan slet ikke bruges. Jeg må stille leve mig ind i livet som ung og prøve at forstå, at jeg slet ikke er der og slet ikke har redskaberne til den verden. Jeg lægger ører til og håber det rækker, for meget mere kan jeg ikke gøre. Så blev det pludselig meget mere spiseligt, at være halvtreds og være nået så langt, at alt kan italesættes og tåle at blive vendt og hvor man ikke behøver at have pinlighed og usikkerhed som fast følgesvend hver eneste dag. Nu er min skat cyklet ud i verden, ud til heldagsskolen, vennerne og veninderne og jeg er igang med, at pakke mit liv ned i poser for igen, at vende hjem til mit andet liv. En lang køretur venter forude.

Ingen kommentarer:

Send en kommentar