lørdag den 24. oktober 2015

Heeeelt stille.

Sådan en dag har jeg haft. Total stille lørdag. Manden er på besøg hos sit barnebarn og søn og jeg har huset for mig selv. Dagen er tilbragt i meget afslappet tøj, med langt fodbad med alt hvad sådan et kan trække af lækkerier. Blandt andet nogle afstressnings sæbekugler fra turen til Tyskland. 


Med velnussede fødder i tykke sokker har jeg brugt dagen på krea og dans. Der er en masse danse nørderi, som skal pudses af og øves om og om igen. Det er sådan noget jeg går til og fra. Lige øver når jeg står foran et spejl eller bare lige prøver ind imellem de andre sysler, når benene lige skal strækkes. Sådan kan man sagtens øve dans, når det ikke nødvendigvis er hele dansen som skal danses hver gang, men bare en masse stillinger, et bens rette vinkel, et par hænder som skal lidt højere op eller nogle arme som skal trækkes op på et bum og et bum. Sådan noget foregår ofte i en dansers hoved. Både når vi sidder i toget, venter på bussen eller mens reklamerne farer over skærmen, så kan man sagtens tænke mooves inde i hovedet og faktisk forbedre en masse på den måde. At øve dans foregår på rigtig mange måder.
Endelig blev der tid til, at lege med crepepapir og blomsterfremstilling. Der var lige et par detaljer som krævede en telefonisk livline. Nu er første blomst lavet. Fyldt med skønne og lærerige fejl. Først nu kan jeg nemlig se, hvor der skal klippes større, sættes flere kronblade på, ændre lidt, bukkes hist osv. En lille første skævert er den bedste begyndelse, for lige midt i det forkerte viser mulighederne for forbedringer sig, så vær aldrig bange for skæve forsøg og dumme begynderfejl.



I anledning af, at der i dag er lige præcis to måneder til juleaften, kreerede jeg lige årets første julestjerne. Flettestrimlerne er nye fra HUSFLID, den smækre krea shop på Østerbro, med lige så hyper webshop. Besøg, besøg, besøg. Kan så varmt anbefales. 


I nat går vi over yil vintertid, mon ikke det betyder, at der ikke kommer meget mere sol til mine grønne tomater? Nu er de sidste plukket og lagt yil modning med et par æbler. Hjælper det ikke, må der jo bare syltes grønne tomater. 


Ikke mere høst for mit vedkommende i år. Vi ses blandt tomaterne igen til næste år. 

Ingen kommentarer:

Send en kommentar