Den ultimative støtte.

Armen altså. Så kommer jeg hjem efter den aller sidste øvetime med min dansemakker inden det går løs i morgen. Ved min dør er der sat en buket blomster. Blomster til mig. Blomster sendt var et kært kært menneske fra Ribe. Et menneske, som på trods af, ar hun også møder personligt op i morgen, lige ønsker, at sige et par ord på et lille kort og gennem en smuk efterårsfarvet buket.

I morgen står hun meget tidligt op, sætter sig i toget fra Ribe til København. Indlogerer sig på hotel og drager retur med toget søndag formiddag, når hun har spist morgenmad med sin søn, som bor he ovre. Hun gør det for mig. Er det ikke vildt? 

Der kommer faktisk også to mere fra Ribe. Det store barnebarn og hendes mor. Og så kommer der en masse andre. For min skyld. Jeg er overvældet og taknemmelig.

I morgen skal jeg på scenen og vise hvad det er vi har gået og øvet på så længe. Vise det nye kostume. Vise det bedste jeg kan. Nerver skal der nok dukke nogen op af. Men jeg er forberedt, jeg er veltrænet, jeg er klar, jeg er tændt og jeg er spændt. Min makker er det samme og sammen er vi et rigtig stærkt par.