Der er ingen dommere, kommentarer eller karakterer som kan dryppe det mindste syrlighed i mit bæger. Mit bæger er nemlig ved at løbe over af glæde og stolthed over mig selv, min dansepartner og os som gruppe. Vi gjorde det sgu. Vi gik op på den scene uden de store nerver. Bevars, med adrenalin som piskede rundt i spænding, men med en følelse af, at yes nu går vi altså derop og danser røven ud af nederdelen. Og præcis det følte jeg at vi gjorde. Vi festede, vi smilede, vi så hinanden og vi nød hvert minut. Vi lavede fejl begge to og der var mangler og skønhedsfejl, men det var bare ikke det som fyldte i os da vi gik ombord i opgaven. Jeg er så stolt over at have gjort det. At jeg tog opfordringen op, at jeg fandt et andet fokus end vinderpladsen og h ilket tal i en ligegyldig række jeg blev. Lige det er jeg stolt af. Og så er jeg jo stolt af, at have venner og familie, som tropper op fra nær og fjerne, for ar hylde mig. Og så er jeg glad for de verbale roser jeg/vi fik og de levende roser som blev givet bagefter. Alle jer som støttede på den ene eller anden måde, før, under og efter. Tusind tak, endnu engang. Uden jer havde det været tomt at gå vejen.
Dansekonkurrencer er det ikke sikkert man ser mig i mere. Men på en stor scene udelukker jeg ikke, at i kan møde mig en anden gang. Jeg behøver ikke tal og domme, men glæden og legen vil jeg muligvis opsøge igen.
Billeder kan jeg ikke spame med endnu. De billeder som vi har købt os til under dansen er ikke sendt til os endnu. Så pt har jeg kun et lidt dunkelt foto taget med mobil på god afstand og uden blitz.
Hvor er det skønt at læse, tillykke med det. :)
SvarSletTusind tak Najasofie
SvarSlet