Sådan føles det faktisk også. Efter seks dage med hop og sang og sjov, er her stille, men jeg er også fyldt op af hendes enorme energi, små buttede arme, smil, sange og enormt mange tegninger. Mange tegninger af mig selv. Med et hjerte og blomster og fint tøj. Det siger mig noget om, at jeg er elsket at lige præcis den pige, som jeg rigtig gerne vil elskes af. Ikke fordi jeg har gjort noget særligt, eller for de is jeg har købt, men simpelthen fordi jeg er hendes farmor.
Når sandheden skal frem, bliver jeg også træt af alt det som jeg også elsker ved hende. Jeg nyder hverdagen, stilheden, natten uden arme og ben over alt og at jeg kan gå lige der hen hvor jeg bil, uden først at forklare hvorfor og hvor længe jeg vil gå. Men jo, her er stille. Til november kommer hun igen på ferie. Jeg glæder mig allerede. Så skal der igen klippes og klistres og tegnes og males og spilles spil og og og.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar