Danish Open Belly Dance.

Sikke en weekend. I mavedansens tegn. For nogen også fredag, for mig kun lørdag og søndag. Det arrangement bliver bedre og bedre for hvert år. Man vokser med opgaven fra arrangørernes side. Klart det også bliver sjovere når jeg efterhånden kender flere danser fra workshops ude i byen, fra sommerens træningslejr og fra akvinder som dumper forbi til arrangementer og korte kurser på min egen stram danseskole. Både dansen og danserne går i hjertet, hvilket føles stærkt sådan en weekend, hvor mange som jeg selv beundrer går på scenen og ikke altid bliver bedømt som jeg mener ville være rigtigt. 

En virkelig skøn ting er, at se så mange kvinder, unge som ældre og i alle faconer entrere scenen med stolthed og fremføre deres dans. En dans de har knoklet med igennem lang tid. Måsk eet helt år, hvor hver bevægelse og hvert et skridt er vendt og drejet flere gange. Koreografi dele er lagt på og andre taget fra, kostumer er designet, syet og prøvet. Alt sammen med kroppen som vigtigste redskab. Ingen krop, ingen dans. Altså skal kroppen frem i lyset. Her skal stolthed og lyst frem i lyset, glæden ved at kunne bruge sin krop. Her er masser af former, men altid vist frem med stolthed og ynde. Tænk hvis man kunne tage det syn på kroppen med ud videre i verden. Tænk hvi slet blev normalt og legalt, at have den krop vi nu engang har. At ingen skulle skamme sig over ikke at have de "rigtige" mål. De mål som næsten ingen har, men alle vurderer ud fra og de fleste drømmer om. Meget kan vi ændre ved kroppen, men ikke vores bygning. Vi er skabt som vi er. Gid vi kunne glædes over den krop vi fik tildelt, men det kan kun de færreste. Men for en weekend i november fik mange lov til at holde fri fra normens stramme lænker og slippe kroppen og glæden fri på samme scene. Og hold op hvor var det smukt og fint og dejligt. Jeg glæder mig allerede til næste års november. Selv om mange af os nu gladeligt også danser med glæde resten af årets måneder. Lige der er det bare ekstra stort og smukt.