En krans af lys og kærlighed.

Hvorfor kan man blive blød om hjertet af en simpel krans med fire lys? Jeg gør det altså hvert eneste år. Adventskransen slår for mig tonen og takten an. Der er så meget historie, tiden og min egen, i den krans. Så meget tradition. Så meget man gør og ikke gør, regler for hver familie. Vi har alle vores regel om i hvilken rækkefølge de lys må tændes. Jeg er lidt øm om den krans. Den laver jeg ikke pjat med. Meget kan jeg lave om på og lege med. Har også prøvet forskellige udtryk i kransen, men den gode gamle bliver nu den mest rigtige. Sådan en blød grankrand, med rødt og hvidt er tæt på den rigtige for mig. Den som står mit julehjerte nærmest. Den som jeg tænder et lys ad gangen i hver af de sidste fire søndage før jul. Og når kransen stråler med sit lys, tager jeg mig en meditativ pause, gerne med et glas portvin, eller bare en god kop the og filosoferer lidt over julen, dens gang dette år og hele julens budskab. Tid til eftertanke, at lade op og sænke skuldrene. Smag og behag er heldigvis forskellige. Dette var mine tanker om den smukke krans. Min er i år bundet af Fru Quist fra Ribe. På bestilling og hun klarede opgaven på smukkeste vis.