Jeg var ikke bare sådan helt almindelig, eller en af de hotte. Lidt om hjemmefødsler.

Jeg lå nemlig lige midt imellem i alder. Min egen generation og dem før os, blev jo uden de store dikkedarer, Instagram eller facebook til dokumentation, bare født. Nogen i soveværelset, nogen på spisebordet. Nogen blev hjulpet til verden af deres far, nogen af en uddannet jordemoder, min søsters var endda fuld og havde gæster med i bilen (hvor de trods alt blev), nogen af nabokonen eller deres mormor og ind imellem måtte nogen nok klare sig alene. Det var ikke sådan helt normalt, at fødsler hørte sygehusvæsnet til, med mindre man var "fin på den" og fødte på klinik. På klinik og sygehus var der naturligvis ikke hverken far eller andre til at løbe i vejen. Her herskede små robuste damer med kraftige overarme, som var raske i replikken hvis man var alt for støjende. "Sådan tudede du nok ikke da ungen kom ind" og lignenede sandheder skulle man tåle oven i en god portion veer dengang. Man rendte heller ikke sådan rundt, men lå pænt i fødesengen. 

Jeg fødte dog først sener end den tid. Jeg fødte nemlig to drenge på lille bitte gamle Køge sygehus og havde de sødeste jordemødre jeg kunne tænke. Den ene strikkede og det fandt jeg ret beroligende. Der fødte jeg uden de store problemer eller teknisk indblanding. 

Men i dag for præcis (i skrivende stund) femogtyve år siden, fødte jeg så mit sidste barn. Endnu en dreng og af en eller anden intuitiv lyst, ønskede jeg at føde ham hjemme. Mit valg kom hverken i protest eller som reaktion på tidligere dårlige oplevelser. Slet og ret af lyst. 

For femogtyve år siden, var denne dato en søndag. Det smukkeste i mit hoved den gang var netop, at blive født en søndag. Det blev han. Ved en stille og rolig hjemmefødsel, hvor mor stod op og fødte hovedet, satte sig ned, med hjælp, og trak selv barnet ud. Jeg havde den skønneste, modne og erfarne jordemoder og min egen læge havde insisteret på at komme når jeg kaldte. Han havde min journal i tasken den sidste måned og jeg fik hans privat nummer. Begge fagpersoner kendte grænsen og lod fødslen og barnet være min/vores projekt og ikke deres. Men fedt at de var der. 

Anne Linned og Eny skiftede om pladsen på pladespilleren, der var levende lys, og to af mine søstre var med. 

Da moderkagen var født sad vi alle i køkkenet og skålede og spiste laksemadder. 

I dag er hjemmefødsler ved at være om ikke normale, så ret brugte. Den trend er jeg vild med. Men som suplement. Lad os nu ikke komme ind i den hæslige lomme, hvor vi skammer hinanden ud for at føde forkert eller rigtigt. Der er så rigeligt der allerede bliver peget fingre af. Hold op med det og vær favnende og kærlige medsøstre i stedet. 

Andres valg og fødsler er garanteret lige så fine og fede som mine. Jeg tillader mig blot at sige, at jeg aldrig har fortrudt at jeg valgte en hjemmefødsel. Til historien hører naturligvis, at baby lå perfekt, voksede perfekt, jeg var i min bedste alder, vi boede tæt på et sygehus, jeg havde to nemme og tilpas korte fødsler foran mig. Ellers er jeg sikker på, at jeg aldrig havde truffet det valg jeg gjorde. 

Og nu e det faktisk ved at være fødselstidspunktet for min lille/store efternøler. Tillykke til ham, tillykke til hans far og jeg og tillykke med hinanden. Se det, var tæt på et rigtigt eventyr.